Forside » Tips » Amazon » Amazon tog 33 % af det tyske onlinesalg. Er du klar til gigantens danske indtog?

Amazon tog 33 % af det tyske onlinesalg. Er du klar til gigantens danske indtog?

27. august 2018 | Amazon

Klokkerne ringer for dig, hvis du er en af de over 80.000 danske virksomheder, der sælger dine produkter på nettet, eller du på anden vis ernærer dig ved onlinehandel.

Amazon Web Services (AWS), et datterselskab af Amazon, åbnede deres kontor i København i april 2018, og spørgsmålet er nu, hvornår Amazon følger efter. Alle forventer, at Amazon vil indtage Danmark senest i foråret 2019, og arbejder du med onlinesalg, vil det over tid påvirke dit salg. Spørgsmålet er blot hvor meget! Ingen ved endnu, hvordan Amazon vil påvirke den danske e-handel, men vi ved, hvordan det er gået i Tyskland, hvor Amazon har taget en tredjedel af al onlinesalg. Du skal derfor beslutte dig for, om du vil omfavne giganten eller ændre din marketingstrategi. Skal dine produkter være på Amazon? Der er både fordele og ulemper, og der er mange forskellige muligheder for, hvordan du tage Amazon til dig.

176 millioner køb blev der foretaget online i Danmark med en samlet omsætning på 114,6 milliarder kroner i 2017, og her i første halvår af 2018 er der sket en vækst på 12 % sammenlignet med samme periode sidste år – følge FDIH. Vi kender de 3 væsentligste årsager til, at danskerne foretrækker at handle online:

  • Valgmuligheder: 38 % af danskerne mener, at produkter på onlineshops er af god kvalitet, og at udvalget er større.
  • Bekvemmelighed: 30 % af danskerne mener, at onlineshopping sparer dem tid – de kan handle hvor og hvornår, det passer dem, og de kan få varerne leveret lige til døren.
  • Pris: 28 % af danskerne tror, at køb af varer online betyder en lavere pris, og at man nemt kan sammenligne priser, f.eks. ved brug af PriceRunner.

Amazon er allerede ”i” Danmark!

40 % af danskerne har kørt dankortet igennem hos Amazon det seneste år. 75 % af disse kunder forventer at gøre det igen (jf. Forbrugeranalyse DI Handel, juni 2018). Og det er altså før, at Amazon overhovedet har etableret sig i Danmark! Så hvad vil Amazons ankomst i værste fald betyde for dansk detailhandel? Jo, det kan ende med disse kedelige scenarier: 1) Markant fald i omsætning og markedsandele, 2) Tab af kundernes loyalitet og tillid, fordi man ikke har helt klare og for kunden fordelagtige fortrydelses- og returregler, 3) Amazon tilbyder desuden Amazon Prime; et abonnement, der giver kunderne adgang til steaming af video, musik, gratis fragt, rabatter og Prime Day – og en lang række andre tjenester og tilbud.

Så skal de danske onlinebutikker bare lukke?

“If you can’t beat them, join them.” Det vil være mit råd. Hvordan kan du så gøre dette? Jo, du kan udnytte Amazon som den foretrukne platform for kunder at handle på; det kan både øge din omsætning og give dig nye kunder. Du kan også sælge flere varer til en større kundeskare i hele verden. Og sidst vil jeg også lige nævne, at du kan spare på driftsomkostningerne. Amazon sørger selv for håndtering og forsendelse af varerne.

Alt dette kræver, at man kommer op på en fornuftig volumen. Amazon tager sig nemlig godt betalt for at stille deres platform til rådighed. I gennemsnit betaler man 15 % af salgsprisen inkl. fragt for at få solgt sin vare igennem Amazon.

Skal du være på Amazon?

Svaret er ikke nemt, da der er mange fordele og ulemper ved Amazons platform. Du kan være på Amazon på flere måder, men det vigtige er, at du tager stilling til det – uanset dit valg.