Når forårslyset trænger igennem de mørke vinterskyer, så er det, traditionen tro, også blevet tid til de første landevejscykelløb. Det gælder også for det ni-mands store juniorhold, Team Cycling Elite Copenhagen (Team CEC), som CLiCKLAB i år har glæden af at støtte med et sponsorat.
Team CEC er et ambitiøst junior/U19 cykelteam, baseret på eliteryttere fra Amager Cykle Ring, Cykleklubben Fix Rødovre og Lyngby Cycle Club.
Målet for Team CEC er at være blandt de 3 stærkeste teams i Danmarks Juniorrække. Teamet består af unge, talentfulde ryttere der træner
op mod 25 timer ugentligt, og kører løb i både Danmark og resten af Europa, samtidig med at studierne skal passes.
”Jeg er meget glad for at vi har indgået en sponsoraftale med Team CEC. Når nu jeg hverken selv har alderen eller evnerne til at begå mig som professionel cykelrytter, er dette det næstbedst” siger CLiCKLAB’s
Director of Search Marketing, Amjad Halim med et smil på læben.
Udover den personlige interesse, så passer sporten også godt sammen med virksomhedens ånd. Landevejscykling består nemlig af færdigheder og discipliner, som teamorientering, stejle stigninger, halsbrækkende nedkørsler og ikke mindst et konstant skiftende terræn. Noget som minder en del om hverdagen på et digitalt marketingbureau som hos CLiCKLAB.